Helikoptere, dykkere, hunde, politifolk og en gruppe af frivillige har i tre dage ledt efter den 18-årige Rasmus Hansen, der natten til søndag forsvandt efter en bytur i Køge.Men foreløbig har de søgt uden resultat. Ifølge politiet leder man lige nu i blinde efter den unge mand. Vi har desværre ingen spor efter ham. Vi har fået nogle tips, men de har ikke givet os noget brugbart.

Martin Bjerregaard fortæller, at politiet i dag fortsætter eftersøgningen.
Læs også: 18-årig forsvundet efter bytur. - Vi fortsætter på fuld styrke. I dag vil vores fokus primært være til vands.
Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at den 18-årige HTX-elev har været udsat for en forbrydelse.
- Den overordnede teori er, at der er sket ham en ulykke. Eller, at han har lagt sig til at sove et sted, siger Martin Bjerregaard.
Ikke klar til den værst tænkelige tanke
Rasmus Hansens mor; Mette Christensen, har tidligere fortalt til tv2.dk, at sønnen aldrig kunne finde på at blive væk uden at give besked. Morens kæreste, Lennart Toft, siger til tv2.dk, at familien, ligesom politiet, også hælder til, at der er sket Rasmus en ulykke.
- Det er vi ret sikre på. Vi håber, at han ligger og sover et sted. Den værst tænkelige tanke er vi ikke klar til at tænke endnu, siger han.
Familie, venner og bekendte har de seneste dage ledt efter Rasmus Hansen. Fra i dag har de valgt at holde sig i baggrunden.
- Vi render rundt i blinde. Vi ved ikke længere, hvor vi skal lede. Men vi håber, at der kommer et spor snart, siger Lennart Toft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar